Bacher work wear

Nyheder

Ahlsell Group køber Bacher Work Wear

Den nordiske og baltiske handelskoncern Ahlsell har indgået aftale om at købe Bacher Work Wear. Det er virksomhedens andet opkøb i Danmark i år. 

Snart bliver der føjet endnu et dansk selskab til Ahlsell-gruppen, som tidligere i år har købt Sanistål. Ahlsell har indgået aftale om at købe Bacher Work Wear, der har 75 medarbejdere og en omsætning på 178 mio. kr. – og som siden 1897 har klædt dansk erhvervsliv på. Det er et led i Ahlsell-gruppens ambition om at vækste i Danmark og styrke sin markedsposition indenfor distribution af tekniske produkter. Købet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. 


Et skræddersyet match

Hos Ahlsell Danmark kalder CEO Claudio Christensen Bacher Work Wear for et ”skræddersyet strategisk match”. Ahlsell-gruppen har en ambition om at være en one stop-shop for sine kunder i de nordiske og baltiske lande. Med købet af Bacher Work Wear tager Ahlsell Danmark et stort skridt imod at kunne tilbyde one stop-shopping på arbejdstøj til industrien. For med et sortiment på mere end 50.000 produkter fra 150 brands er Bacher Work Wear førende indenfor arbejdstøj, uniformer og profiltøj, forklarer Claudio Christensen og siger: 

”Bacher Work Wear komplementerer Ahlsell Danmarks sortiment og kompetencer og gør os endnu mere relevante i industrimarkedet. Med det udvidede sortiment på arbejdstøj er der både synergifordele og krydssalgsmuligheder – og sammen kan vi tilbyde vores kunder i industrien en stærk totalløsning”.


Beholder navn og direktør

Bacher Work Wear har hovedkvarter på Amager og stort logistikcenter i Odense. Efter planen fortsætter virksomheden med eget navn og organisation, ligesom adm. direktør Peter Vallentin fortsætter på posten. Han glæder sig over det forestående ejerskifte:

“Vi har vækstet 40 pct. de seneste to år, og med Ahlsell Danmark har vi fået en langsigtet,  ambitiøs ejer, som kan være med til at accelerere den udvikling. Der er også muligheder i blandt andet Sverige og Norge, hvor Ahlsell-gruppen står godt i markedet for arbejdstøj. Vi ser frem til at tage hul på et nyt kapitel i vores lange historie, hvor vi sammen kan skabe vækst og styrke vores fremtidige værditilbud til kunderne”. 


Kontakt: 

Kommunikationschef Line Møller Blankholm, tlf. 25 29 27 46/e-mail lbl@sanistaal.dk 

 

Fakta

Om Ahlsell 

Ahlsell er til stede, hvor folk bor, arbejder og lever deres liv. Som førende distributør inden for teknisk installation samarbejder vi med vores kunder om at drive udviklingen for dem, der fremstiller, installerer, bygger, reparerer og vedligeholder. Med et bredt udvalg af produkter og services, specialistviden og logistik i verdensklasse er det vores opgave at gøre vores professionelle kunders hverdag lettere.

Med en omsætning på ca. 50 milliarder SEK, næsten 8.000 medarbejdere, over 300 butikker og fire centrallagre gør vi alt for at opfylde vores kundeløfte: Ahlsell gør det lettere at være professionel.

Før købet af hhv. Bacher Work Wear beskæftiger Ahlsell Danmark ca. 850 medarbejdere i tre forretningsenheder:

Sanistål – part of Ahlsell: Leverandør af et omfattende service- og produktprogram til industri, byggeri og andre brancher, bl.a. VVS, stål og metaller, beslag og sikring, værktøj, teknik, el, befæstelse, kemi, forbrugsvarer og personligt udstyr.

Ahlsell REF: Leverandør af helhedsløsninger for direkte og indirekte køle- og varmepumper til en række brancher.

VVS-Trading: Leverandør af VVS-artikler til især byggemarkeder og andre detailhandlere. 

www.ahlsell.com

Om Bacher Work Wear

Bacher Work Wear har siden 1897 solgt arbejdstøj og er i dag førende indenfor arbejdstøj, uniformer og profiltøj. 

Virksomheden leverer til mere end 1.800 kunder – i alle brancher og industrier i det offentlige og den private sektor. 

Bacher Work Wear har centrallager og logistikcenter på 10.000 m2 i Odense, hvor der også er administration, lager, trykkeri- og broderiafdeling samt showrooms. Selskabet har desuden afdelinger i Kastrup og Aarhus (åbner december 2023) samt detailforretning og skrædderi i København.

www.bacher.com